Der er allerede....

Gået en måned! Tiden flyver jo afsted..
Vi har det så skønt, vi griner en masse og hygger os i den grad. Jeg må indrømme, at jeg synes det hele indtil videre, er gået bedre end jeg nogensinde havde turde tænke på. Selvfølgelig er der nogle ting der kan være træls til tider, men det er ingenting når man tænker på alt det positive vi oplever hver dag.
Bliver stadig overrasket over, hvor søde, imødekommende og venlige langt de fleste er. Jeg håber helt sikkert at tage det med hjem til DK :)
Jeg håber at i bare spørger, hvis der er noget i vil vide. Så vil jeg prøve at besvare jeres spørgsmål bedst muligt.
Håber i har det skønt derhjemme. Savner jer alle.
Møs

Overrasket igen og igen

Igår var først dag vi ikke var ude det samme sted. Willie og Post skulle til distrikt 6, hvor Kine og jeg skulle til distrikt 2 (eller også var det omvendt, kan aldrig huske det). Nå, men i hvertfald ankommer Kine og jeg, efter en længere tur i taxi, til den rigtige specialskole. Vi blev taget imod ved indgangen af forskellige ledere og lærere, og de virkede glade for at se os.
Vi blev vist ind i et møde lokale, og der sad vi og fik en kop te og nogle danske småkager, som de havde købt i anledningen af vores besøg. Meget hyggeligt :) vi snakkede kort derinde (svært at forstå dem, da deres engelsk kun liiiiige rækker).
Efterfølgende blev Kine og jeg sendt to forskellige steder hen. Kine skulle ud og se nogle børn spille fodbold, og jeg skulle op og observere i en klasse. Børnene havde diagnoser som downs og autisme. Også var der udviklingshæmmede og et enkelt barn med store høre vanskeligheder. De var så søde! I starten sang de en lille klappesang, hvor de præsenterede deres navne for mig, og bagefter skulle de ellers bare lege.
Desværre var der knap nok noget legetøj børnene kunne lege med. Der var en lille kasse med legoklodser, men hvis alle skulle have var der måske kun to klodser til hver. Så de kom tit op og diskutere over hvem der skulle have klodser, også huggede de dem fra hinanden når de kunne komme til det. De ældste børn der var i klassen, gad ikke rigtig tage kampen op, virkede det som. De 1,5-2 timer jeg var der, sad de nærmest bare og kiggede, og ventede på at sove til middag. Der var børn fra 5-15 år.

Idag (dagen før min søde mors fødselsdag, og dagen før min ældste lillebror bliver svend), skulle vi møde op på National College of Education. Vi troede vi skulle op og høre et foredrag på små 3 timer, og måske snakke med nogle studerende. Dette viste sig dog IKKE ar være tilfældet. Vi havde misforstået hinanden, og faktisk var det os der skulle stå og fremlægge i 3 timer. Det kom fuldstændig bag på os, så vi undskyldte mange gange og spurgte om det var iorden vi hurtigt lavede en powerpoint, fandt er par billeder og holdet et knapt så langt foredrag. Ingen problemer. Vores oversætter var bare overrasket over vi overhovedet kunne nå at lave alt det, på små 10 min.
I klassen sad der nu ca. 50 førsteårsstuderende og ventede på vi skulle igang. Det var meget grænseoverskridende i starten, fordi man både skulle snakke i mikrofon og snakke engelsk samtidig. Men det endte med at blive vildt sjovt! Vi sang en dansk sang for dem, og de sang på vietnamesisk for os. De klappede hele tiden, og spurgte ind til vores uddannelse, systemet i Danmark osv :)
Rigtig fed dag! Imorgen står på english club. Også må vi jo se hvad det ender med ;)
Og nå ja, så har vi prøvet vores uniformer idag. Den består af et par lækre Adidas bukser og en tynd skjorte. En hvid skjorte til torsdag, og en gul skjorte til fredag! SÅDAN :D haha

Tillykke med imorgen, min søde mor og store lillebror. Jeg er ked af jeg ikke kan være der, men i ved jo nok hvorfor ;) tænker på jer.

KNUUUUUUUS herfra

Første møde med børnene

Et billede af den specialklasse vi skal være i, de næste 5 måneder, to dage om ugen (torsdag og fredag). I torsdags, skulle vi møde børnene for første gang, og vi startede med et intromøde, sammen med Mr. Anh og nogle af dem vi havde mødt i mandags. Der går ca. 10 børn i klassen, og vores hovedfokus skal være på 4 af dem. Khai, Nguyen, Bul (Quang) og Son. Vi startede med at blive præsenteret for Nguyen. Han er en dreng på 9 år. De mente, at Willies hovedfokus skulle være på ham, da han er en mand, og de mente det var det Nguyen muligvis har brug for. Efter vi havde skrevet notater færdige, skulle vi ud og observere børnene og møde dem for første gang. Der gik ikke lang tid, før de kom til os. Det virkede til, at det synes det var meget spændende, med besøg fra nogle nye mennesker. Pædagogerne i klassen, viste os de 4 drenge. Det gik hurtigt op for os, at de 4 drenge, er dem der har det sværrest i klassen (fra vores synspunkt i hverfald). Lidt senere gik vi ind i møderummet igen, og fik informationer om de resterende 3 drenge. Efterfølgende skulle vi observere og lege med børnene igen. Vi var ikke i tvivl om, hvem Son var. Vi havde fået den oplysning, at han gik og rystede med ting. Den første dag, stod han næsten kun nede bagerst i lokalet, med nogle klodser og en kasse af en art og rystede dem, eller ikke rystede - mere vippede frem og tilbage. Det er lidt svært at forklare. Vi havde næsten ingen kontakt til ham første dag, han virkede meget indelukket. Quang, som er hans rigtige navn, bliver kaldt Bul, og har svært ved at holde balancen, så hans gang er begrænset. Han har også svært at ved udtrykke sig, og har svært ved at holde koncentrationen, når der er fri leg - dog går det lidt bedre under frokosten. Khai leger mest for sig selv og er svær at få øjenkontakt med.
Dagen efter, igår, gik det bedre med kontakten til Son og Nguyen. Son satte sig imellem mig og Kine, og jeg rakte hånden frem til ham, og lod ham tage den, hvis han selv ville. Han tog den kort efter, og slap hurtigt igen. Et lille smil kom frem (han er så sød!!!). Jeg rakte hånden frem igen og rørte med min finger i hans håndflade (den var helt tør og ru, pga. hans rystegentagelser), og bagefter gjorde han det samme med min. Vi holdte lidt hånden, nogle gange og imens begyndte Kine at sige nogle af de ting der stod på hans tøj. Der stod "Monkey in the big city", som hun sagde samtidig med hun pegede på det. Ligeledes var der en "teddybear" på hans trøje, som hun også pegede på. Vi gentog det mange gange, og han synes det var sjovt. Han grinede faktisk. Han tog vores hænder og førte dem hen på hans trøje, hvor vi så sagde "teddybear". Det endte med han kom hen flere gange i løbet af dagen og tog vores hænder, og han gik også selv rundt og sagde "teddybear". Vi var meget overraskede over, hvor hurtigt kontakten til Son opstod, da han den forrige dag havde været meget indelukket. Det viser sig han faktisk er rigtig kilden, en lille puttetrold og elsker at blive aet og nusset i håret. Jeg glæder mig allerede til på torsdag, når vi skal møde alle de søde børn igen (selvom det er en meget lang dag;)) Nguyen har det også meget svært. Han bliver frustreret over små ting, og sidder tit for sig selv inde på stuen. Han kan ikke udtrykke sig med ord, så han siger kun lyde. Jeg så en af pædagogerne lavede klappeleg med ham tidligere på dagen, da han skulle falde lidt til ro igen. Da han sad alene på stuen, mens de andre lavede sangleg ude på gulvet, fik jeg øjenkontakt med ham et par gange. Jeg gik tættere på og klappede én gang. Han klappede tilbage og sagde en lyd. Jeg klappede igen og gik en smule tættere på, hvorefter han igen klappede tilbage. Jeg fortsatte til jeg til sidst sad lige foran ham, og jeg lavede en kort klappeleg med ham. Han gik kort efter, jeg tror han blev lidt utryg ved situationen. Men et skridt nærmere kom jeg da. Senere sad en meter væk fra mig og viftede med et slags slør (han kan godt lide at røre ved bløde ting) og da han lagde det tog jg det op og viftede det for ham. Han tog det og viftede med det igen, og vi viftede kort sammen.
Jeg har aldrig arbejdet indenfor specialområdet, og jeg kan mærke det bliver en stor udfordring. Men jeg kan mærke, at de små skridt vi har taget indtil nu, er en overvældende følelse. Og det giver mig håb. I næste uge skal vi forberede nogle aktiviteter, til de 4 drenge. Det bliver spændende!
Kunne skrive og skrive og skrive og skrive - men må hellere stoppe for nu. Jeg skal i bad og gøre mig klar til en tur ud i byen sammen med nogle venner hernede fra. Vi skal afsted med Nga, Marc, Oanh, Jack, Amy & Andrew. Mon ikke det bliver godt? Det tror jeg bestemt. De er skide søde
Vietnamesiske knus, Sheila

New Saigon - Hoang Anh Gia Lai

Vi har allerede været her i en 2,5 uge! Februar måned er gået mega hurtigt! Vi flyttede ind i den lejlighed, vi skal bo i de resterende 5 måneder, i tirsdags sidste uge. I den forbindelse har der været en masse problemer - blandt andet med betaling af husleje. Det viste sig at være rigtig besværligt at overføre via netbank, da deres kontonumre er anderledes end vores hjemme i DK. Vi fik "forhandlet" os frem til en måde, at ordne betalingen på. Kine og Louise har nogle søde forældre, der heldigvis godt kunne hjælpe os med at få betalt depositum - som vi skulle hæve i kontakter og give vores landlord (udlejer). Da man i det fleste ATM's (hæveautomater) kun kan hæve 2 millioner VND (ca 500kr) var det et større puslespil der skulle gå op. Vi kørte rundt og ledte efter ATM's hvor det var muligt at hæve op til 10 millioner. Det er desværre ikke særlig mange steder! Da vi så langt om længe fandt en, hvor det var muligt - var det kun én af os der kunne hæve, også var der ikke flere penge i automaten... Ud og lede igen :) Men det løste sig, heldigvis og vi fik alle hævet til sidst. Op med pengene til landlorden, og straks ventede næste problem - overførsel af huslejen (vi har betalt for alle 5 måneder på én gang, så problemet var at overføre så mange penge ad en gang). De to piger der hjælper os med at kommunikere med vores landlord, og som også har hjulpet os med at finde lejligheden, anbefalede at vi brugte Western Union til at overføre. Problemet var igen, at vi havde danske konti, så vi kunne ikke gøre det her i Vietnam. Kine snakkede med sine kæreste hjemme i DK, som heldigvis havde tid og lyst til at hjælpe os, med at overføre pengene for os fra Danmark. Endelig var det ude af verdenen :) Men, NU bor vi her, i New Saigon, Hoang Anh Gia Lai A17-07 (17. etage lejlighed 7) og det er skønt. Vi har altan, stue, køkken, en lille "altan" til vasketøj og med vaskemaskine, hver vores værelse og to badeværelser. Ca. 130kvm. Derudover er der fælles swimmingpool - lækker bonus efter en stegende varm dag! Det er dejligt ikke at bo lige i smørhullet længere - vores tidligere hotel lå på Bui Vien, nok det sted i HCMC der er allerflest mennesker. Herude er der dejlig stille (i forhold til Distrikt 1 - vi bor i distrikt 7 nu) - og luften er helt anderledes.
Nå, om noget lidt andet end lejlighedshalløj - så startede vi praktikken i mandags. Det var dog kun et møde på 1,5 time, hvor vi mødte diverse lærere, ledere og vores kontaktlærer Mr. Anh. De virker alle rigtig søde, venlige og imødekommende. Igår, tirsdag, havde vi fri og idag skulle vi møde de studerende der er i den English Club, vi skal være i de kommende 12 uger. De læser alle til engelsk lærere, og er lige et par år yngre end os. Det var også "kun" et møde på en times tid, hvor vi snakkede med hinanden og lærte hinanden lidt at kende. Vi har aftalt at ses med dem på lørdag, der vil de vise os rundt, og vi har snakket om at tage på Benh Thanh market (et marked vi har fået anbefalet os nogle af vores britiske venner hernedefra - Amy og Andrew) også måske drikke en drink/øl senere på dagen. Amy og Andrew er nogle Willie og jeg mødte på Cheeky Monkey (vores yndlings bar), og siden da har vi været i det kvarter de bor (5 min fra os), drikke en øl og snakket. Vi skal ses med dem senere på ugen også :) Jeg må indrømme, at jeg synes mange danskere kunne lære lidt hernede fra, i forhold til at være hjælpsom, sød og imødekommende. Det er virkelig sjældent man møder nogle der er negative hernede, og jeg kan mærke det smitter af. Jeg synes virkelig vi har grint meget - og det er skønt! Det får også tankerne væk fra savnet til venner og hjemme i Danmark. Jeg kan mærke jeg allerede er begyndt at føle mig hjemme her, i HCMC (undtagen når nogen stjæler min telefon ud af hænderne på mig - det var ret træls, godt man er forsikret!)
Vi har snakket om at besøge; Phu Quoc, Halong Bay, Nha Trang og Hanoi - google for at se billeder, nogle af stederne er virkelig smukke. Indtil nu har vi besøgt Monkey Island, virkelig sjov oplevelse. Se vores facebookside for at se en video derfra!
En lidt længere hilsen hernede fra - Sheila