Hjemme igen

Nu har vi været hjemme en måned, og det er skønt! Det er meget uvirkeligt man har været væk i så mange måneder, og det er underligt at tænke tilbage til tiderne i Vietnam, men det er en periode i mit liv jeg aldrig vil glemme eller bytte for noget andet. Det har været hårdt, men jeg føler har fået det jeg tog afsted for. Nu vil jeg se frem til det sidste halve år af min uddannelse. Tak fordi I har læst med :)

Så kom dagen!

Det er helt svært at starte med, at skrive det her indlæg! Der er så mange tanker der flyver gennem hovedet på én - klokken er snart halv 11 og klokken 12 skal vi være checket ud af hotellet. Ved 15-tiden tager vi ud i lufthavnen. 

Næsten 6 måneder gået, og tiden i Vietnam er slut! Vi skal hjem til vores savnede familier og venner, og imorgen tidlig, kl. 7 dansk tid, lander vi i Danmark. Vi har snakket om denne her dag i så lang tid, og nu er det nu. Vi har snakket om hvordan det ville blive, hvor underligt det ville blive at sige farvel til alle og alt vi har mødt herovre, men jeg havde nu alligevel ikke troet det farvel, ville blive så hårdt! Jeg glæder mig ubeskriveligt til at komme hjem- men jeg har altså mødt nogle mennesker herovre jeg aldrig ville have været foruden, og jeg vil huske dem alle! Måske man møder nogle af dem igen, måske gør man ikke. Uanset hvad har de hver især gjort deres til, at min tid i Vietnam aldrig vil blive glemt! :) 

Fordi jeg er så spændt på at komme hjem, har jeg ikke kunne sove mere end 2,5 time, så jeg håber lidt det hjælper til at kunne sove på flyet på vej hjem :D det kunne være rart at få indhentet nogle af timerne, så man bare var nogenlunde et menneske, når man lander i Kastrup imorgen tidlig! 

Når jeg tænker tilbage på dengang vi ankom til nu, er der sket så mange ting og alligevel er det svært at sige hvad! Den største udfordring må være savnet til Danmark og til alle man kender derhjemme. Men når tiderne har været svære, har Willie hjulpet mig op igen! Jeg rejste herover med en god kammerat, og kommer hjem med en ven for livet! 

Jeg skal til at pakke de sidste ting i kufferten, også skal vi checke ud af Nam Long Hotel! (Til andre; det kan helt klart anbefales. Servicen er i top, dem der arbejder her er skide søde og er altid smilende. Beliggenheden er god og prisen er til at overkomme. Vi har givet 18$ pr nat for et værelse med to senge, bad, aircon og alle de der basis ting) 

Tak for alt, Vietnam! Vi ses inden længe, savnede elskede Danmark! 

- Sheila

Under en måned..

Der er nu under en måned, til Willie og jeg står på dansk jord igen. Tanken er meget overvældende, og vi glæder os helt enormt. Vi kan godt mærke at hjemveen har meldt sin ankomst, og nogle dage er hårdere end andre. Vi hjælper hinanden med at holde modet oppe, og vi gør et, synes vi selv, alletiders forsøg på at få det bedste ud af tiden herovre. Vi skal nå en masse ting inden vi vender snuden hjemad! Samtidig med vi skal sige farvel/på gensyn til en masse ting herovre, skal vi også i slutningen af måneden flytte fra den lejlighed vi har boet i de sidste 5 måneder. Det betyder vi skal bo i vores kuffert, på hotel de sidste 11 dage. Det bliver presset! Især med alle de skønne ting og gaver man har fået købt herovre, både til sig selv og dem derhjemme.
Her til slut skal vi have købt de sidste souvenirs og de sidste gaver, vi skal til tatoveringsmesse med bl.a. vores tatovør, vi skal til Mekong Deltaet med Amy og Andrew, vi skal nyde at det er regntid og derfor knapt så varmt. Vi skal på aftenmarked, Ben Thanh og Saigon Square. Vi skal også til tandlægen, når nu det er så billigt herovre! :D
For et par dage siden startede VM, så lige nu er Willie og jeg blevet natteravne! Pga tidsforskellen bliver kampene spiller midt om natten herovre, men det gør faktisk ingenting. Det er som om dagene går hurtigere, og det passer os perfekt! :)
Vi er stoppet på arbejdet, og forklaringen til dette er lang. Til dem jeg ser hjemme i Danmark, må i få den der. Men det er en lettelse!

Vores internet herovre, virker lidt som vinden blæser. Det er sjældent det er muligt at lægge et indlæg op, hvilket også er derfor der bliver skrevet så sjældent. Det er jeg ked af - men lidt er bedre end ingenting, som man siger! ;)

Ville bare kort fortælle, hvordan det hele står til lige pt. Vi savner alle jer derhjemme, helt op til skyerne. Jeg glæder mig rigtig meget til at give jer allesammen et kram. Og for en lille uges tid siden, fik jeg af vide, at min søde mormor, også kommer til at stå i lufthavnen og tage imod os, når vi kommer hjem. Det var en meget meget dejlig nyhed!!!

Vietnamesiske knus :)

Nha Trang

Idag er det en uge siden, at Willie og jeg ankom til Nha Trang. Ugen er bare fløjet afsted. Jeg havde ikke de store forventninger til byen, men jeg må sige at jeg er blevet positivt overrasket. Og jeg ved allerede nu, at når jeg en dag skal tilbage til Vietnam, skal jeg til Nha Trang. Man skal dog være opmærksom på, hvis man flyver hertil og lander i Cam Ranh, venter der en taxatur på ca. 600.000, 150kr. Byen er en rigtig ferieby, den er turistpræget, men ikke for meget. Balancen er lige tilpas. Vi bor på et lille hotel, og giver 50kr pr nat for et rum (200.000VND). Det er ikke det fineste, men rigtig hyggeligt. Dem der eger det, er meget søde og smiler altid eller giver en hjælpende hånd. Vores hotel ligger på en lille gade, fyldt med andre hoteller og små lokale kioske, grønthandlere og spisesteder (restaurant er nok for meget sagt). Når man når ned til den store vej, Nha Trangs hovedvej, skal du over den også ligger der Central Park, hvori der er et kæmpestort pool område. Virkelig lækkert sted, med forskellige solsenge, efter eget valg. Hvis du går igennem pool området kommer du ned på stranden. Det er så lækkert, at alting ligger så tæt på. Hvis man gerne vil drikke en øl om aftenen, kan man tage en taxa til centrum, det er hurtigt og billigt - ca 5kr, 20.000VND. I centrum ligger der forskellige barer, med den mest besøgte er nok 'Why Not Bar'. Hvis man er der, kan man gå til de andre barer i Nha Trang, da de ligger mindre en 2 minutters gågang fra hinanden. Om lørdagen, står Sailing Club for den største strandfest. Det koster 150.000VND at komme ind, så får man en kupon til en øl eller en drink. Og det er bestemt alle pengene værd. Der er rigtig mange mennesker, men på den gode måde. Man kan sagtens komme rundt, danse osv. Atmosfæren er fantastisk! Nede på stranden havde de opstillet en bar, lavet af is. Vi havde læst og hørt rundt omkring, at man skal være meget opmærksom på sine ting og ikke at gå alene rundt i Sailing Club. Men der er mange sikkerhedsvagter ude på stranden, så man kan godt føle sig nogenlunde tryg. Man skal være mest varsom ude på vejen, især om natten. Man hører om mange tyverier, knivstik og trusler. Gå derfor aldrig alene! Heldigvis har jeg en stor sort neger til at passe på mig! :D

Vi har nu en uge tilbage her, også går turen tilbage til Ho Chi Minh City. Når vi kommer tilbage er Louise der ikke længere, hun tog hjem i fredags. Det bliver underligt og tomt. Glæder mig til at komme tilbage og snakke med Kine, og høre om hendes oplevelser, imens vi har været her. Jeg glæder mig dog ikke til varmen og luftfugtigheden! Her i Nha Trang er varmen perfekt, og da byen ligger ud til kysten er der god luft. Men mon ikke vi overlever - vi håber på noget regn når vi kommer tilbage.

Til jer hjemme i DK, jeg savner jer. <3
Kys og kram

Humøret er højt

Så må det vidst også være på tide med en lille opdatering, herovre fra. Jeg synes ellers jeg havde skrevet et opslag mere, sidst i april - åbenbart ikke! Så nu skal i få :)

Efter vi kom hjem fra Phu Quoc, havde Willie, Gitte på besøg. Hin fik lokket os med ud og se det berømte krigsmuseum her i HCMC. Det er flere etager højt, og fyldt med mange brutale billeder, men det er virkelig spændende, og jeg vil klart anbefale andre, at se det. Efter museumsbesøg, tog vi ud til et lille tempel, Pagoda. Ude foran blev der solgt fisk, fugle og skildpadder. Jeg tænkte ikke videre over det, udover at jeg ikke forstår, hvordan de kan behandle dyr på den måde. Nå, men vi gik ind af en stor port lignende indgang, og ned af en sti. Inde i templet fra der store statuer, meget større end jeg havde regnet med, da templet udefra ikke så specielt stort ud. Inde i templet kunne man købe røgelsespinde, og bede en bøn. Det gjorde vi også - det var en anderledes oplevelse, med helt klart på den gode måde. Da vi gik ud igen, kunne jeg se de andre stod ovre til venstre for templet og kiggede ned. Da jeg kom derover forstod jeg hvorfor. Der var et kæmpe hul/bassin (jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det) FYLDT med skildpadder. Langt over 200 skildpadder på alt alt alt for lidt plads, også forstod jeg hvad de solgte dyrene ude foran for. Offergaver. Det gør ondt i mit hjerte at se dyr på den måde, og det tog klart en del af oplevelsen, desværre. Fiskene var i et andet bassin, og fuglene fløj selvfølgelig fri, hvis de ikke blev fanget igen. Jeg fortryder jeg ikke købte nogle fugle og slap fri. Hvis jeg kommer forbi et tempel igen, gør jeg det helt sikkert. :) Men trods elendigt dyrevelfærd, var templet virkelig smukt!

Da Gitte tog hjem til Danmark, var det som om tiden gik lidt i stå. Savnet til Danmark blev større end nogensinde før, og dagene gik så langsomt. En blanding af gæsterne var taget hjem, det var sidst på måneden og savnet til alt derhjemme, gjorde slutningen af april, til klart de værste dage herovre indtil nu. Laura og Henriette (to medsturende fra min klasse,som er i praktik i Hanoi) havde nogle dages fri, og kom her til HCMC. Det var skønt med et afbræk, og bare det at snakke dansk med andre end mine roomies. På mandag rejser Willie og jeg til Nha Trang -  vores egen lille ferie. Det bliver skønt! Jeg glæder mig helt sindsygt. Det er altid dejligt at komme ud og se noget andet end HCMC.
Når vi kommer hjem fra Nha Trang, går der kun 2 dage før Louise rejser tilbage til Danmark. Dt bliver underligt hun ikke længere skal være her :)

Allerede den første uge i juni, skal Willie, Kine og jeg ud og se noget af Vietnam igen. Vi ved ikke endnu, hvor det bliver, men måske Mui Ne - som det ser ud lige nu. Børnehaven har lukket, så vi vil gerne lave noget andet end at være i lejligheden og HCMC. Det bliver helt sikkert også rigtig hyggeligt! Når den miniferie er gået, er der faktisk kun en måned til vi skal hjem til Danmark. Tanken om at se alle derhjemme igen er så surrealistisk! Jeg GLÆDER mig til at se mine forældre, mine veninder, min familie og alle derhjemme igen. Går en skøn sommer i møde.

Humøret er højt herovre, og jeg er sikker på den tid der er tilbage, kommer til at gå stærkt. Jeg er omringet af skønne mennesker, både her og derhjemme. Livet er herligt.
Tusind kys og kram. Savner jer!

Stille Paradis

Det har været rart at være lidt væk fra HCMC, men nu bliver det godt at komme tilbage igen! Phu Quoc er virkelig smukt, men her er meget meget stille. Jeg er glad for vi 'kun' skulle være her i 4 dage, for mit vedkommende er det rigeligt - der må gerne ske lidt mere :D vi har set det meste af det man kunne se her på øen, på nær en peberfarm.

Da vi kom i mandags slappede vi bare af resten af dagen. Nød en kold øl, og nød udsigten til havet og solnedgang. I tirsdags stod den på solbadning, indtil Louise og jeg lejede en motorbike for at køre lidt rundt. Vi startede med at køre syd på øen, for at se et gammelt vietnamesisk fængsel - coconut prison - barskt at se, og skræmmende det ikke er mere end 40 år siden der sad indsatte der. Bagefter kørte vi op til et vandfald, Tranh Stream, lidt svært at finde da der ikke er skilte ud til vejen, men vi fandt det! Efter en laaaang gåtur op af bjerget fandt vi det lille vandfald. Ikke særlig stort, men super smukt. Vi tog en dukkert i det kolde vand og måtte skynde os ned inden det blev mørkt. Vi besluttede os for at køre til aften marked, en lille gade fyldt med gadekøkkener, der kun serverede seafood, men som havde de største fisk, hummere, rejer osv jeg nogensinde har set, små boder med forskellige ting fra havet og smykker lavet af perler.

Idag har vi været på bådtur. Vi blev hentet på resortet kl. 8:30 imorges, holdte ind ved en perlefarm, inden vi kørte ned til havnen, hvorfra vi skulle sejle. En lille hyggelig båd, hvor vi og 20 andre skulle være de næste timer. Vi sejlede ud til første stop, og der skulle vi fiske. Selv fangede jeg kun nogle små bitte nogle, som ud havet igen. Vi sejlede videre til næste stop, hvor vi skulle snorkle. Smukt, ikke så stort koralrev var der og forskellige sjove fisk. Da det blev overskyet og begyndte at tegne, synes jeg det var for koldt til at snorkle det sidste stop vi lavede - i stedet spillede Louise og jeg Uno, med en mand vi mødte på båden, som også var dansker. Spøjs fyr :) men hyggeligt nok. Vi sejlede tilbage til havnen og skulle derfra køre til Sao Beach, en smuk smuk kridhvid sandstrand. Tilbage til resortet igen og her sidder vi nu :) lytter til havet, musik i restauranten og en kold sodavand. Hvilket bedre sted kunne man sidde og skrive blog?! Jeg føler mig meget heldig.

Imorgen flyver Louise og jeg tilbage til HCMC. Skønt skønt skønt!
Knus herfra :)

Phu Quoc

Imorgen tager Kine, Louise og Toke (Kines kæreste) og jeg til Phu Quoc. En lille smuk ø, der ligge her i Vietnam. Jeg glæder mig til at komme lidt ud af HCMC, og vide den står på 100% afslapning.
Både Kine og Willie har besøg hjemmefra i næste næste to uger, så der sker lidt nyt i hytten - hvilket er skønt! Det er dejligt med nye mennesker, og rart at snakke dansk med andre end os der er sammen til hverdag.
Det er underligt at tænke på, at halvdelen af tiden herovre allerede er gået. Tiden er fløjet afsted! Når man snakker om Danmark, om venner, familie og Roskilde kan man godt mærke, at man glæder sig til at komme hjem - men alligevel mangler vi stadig at opleve mange ting. Jeg elsker stadig at være her! Jeg kan også mærke, at jeg er blevet tættere med mine roomies - og det går 'den rigtige vej', selvom vi selvfølgelig godt kunne hive hovederne af hinanden nogle gange :D men det er nok ret umuligt at undgå, når man er 4 sammen 24/7. Men det er småting, når man ser på alt det positive.

En lille kort opdatering herovre fra varmen (alt for varmt - puha!) inden jeg vil sove i alt for få timer, inden vi skal op og afsted til lufthavnen. Man kan godt overskue at stå tidligt op, når man tænker på endestationen!

Godnat herfra, savner jer!
Knuuuuuuus

Op på hesten igen..

I sidste uge, blev vi alle ramt af sygdom. Feber, hoste, hovedpine, snot i lange baner og svedeture! Kine og jeg hoster stadig en del - men det er bedre end hele pakken :)

Vores lærer, Lars, er kommet til Vietnam, og i onsdags var vi ude og spise med ham. Det var rart at få svar på nogle af de spørgsmål man rendte rundt med, og rart at se et ansigt man kender. Torsdag var vi i børnehaven og idag blev der afholdt workshop.
Det var et stramt program, og der var ledere og forskellige lærere mange forskellige steder fra. Vi blev tildelt 10 min, som vi valgte at udfylde med Malcolm Ross, hans model og teori, og som begrundelse for vores aktiviteter i børnehaven. Vi ankom i morges kl. 8, og skulle på kl. 9:20-9:30. Fremlæggelsen foregik sådan, at Mr. Anh oversatte til vietnamesisk, løbende imens vi fortalte og forklarede.
Desværre foregik resten af workshoppen på vietnamesisk, og der var ingen til at oversætte. Så resten af tiden sad vi og kiggede, og ventede faktisk bare på det var slut. Vi fik intet ud af det de andre fortalte. :(
I aften skal vi ud og spise med Lars. Vi skal spise ved et gadekøkken inde ved Ben Thanh marked, om dagen er der ingen gadekøkkener, men når Ben Thanh lukker, kommer alle gadekøkkenerne frem. De står i lange køer med deres vogne også bliver der ellers sat op og gjort klar til aftenen.

Pt er Kines bror og hans bror kommet til Vietnam. De bor hos os, når de ikke er ude og rejse. Det er hyggeligt med nogle flere mennesker i lejligheden. Om en lille uge får Kine sin kæreste på besøg, og Willie får sin bedste veninde på besøg. Selvom det ikke er mig der får besøg, glæder jeg mig på deres vegne! Igen, det bliver skønt med nogle flere mennesker i hytten. Man kan godt mærke vi 4 render op og ned af hinanden 24/7. ;)
D. 14 april smutter Kine, Toke (Kines kæreste), Louise og jeg til Phu Quoc i 4 dage. Prøv at google det, det er virkelig smukt! Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver godt at komme lidt ud af HCMC.

Håber alle hjemme i DK har det skønt.. savner jer meget.
Glæder mig til vi ses igen i juli :D
Knuuuuuuus og kram herfra :)

Update

Så blev det tid til et lille indlæg igen..

Siden sidst har jeg under obligatoriske elementer, skrevet en institutionsbeskrivelse, hvis nogle skulle være interessede i at læse den :) Den giver et meget godt indblik i, hvor vi arbejder de dage vi er i børnehaven.

I tirsdags skulle vi hjælpe nogle af eleverne, med en indsamling til gadebørn her i Vietnam. Willie og jeg skulle ud på campus 2, som ligger i distrikt 9, hvor Post og Kine blev på campus 1 (National College of Education). Vi fik af vide vi skulle lave nogle forskellige aktiviteter, så da vi ankom til campus 2, blev vi overraskede igen igen. Det viste sig, at Willie og jeg skulle gå sammen med de studerende der står for indsamlingen, rundt i nogle forskellige klasser. De studerende der havde undervisning, viste ikke noget om vi kom, så hver klasse vi kom ind i, skulle vi præsentere os selv, og hvorfor vi kom. Sammenlagt var vi i 19 forskellige klasser, og indsamlingen alene de 3 timer, endte op i 4.287.000 VND. Det er lidt over 1000 DKK. Det var vildt hyggeligt og ikke mindst sjovt! Også går det ovenikøbet til et godt formål. Fed dag! :)

Da vi var på arbejde i børnehaven igår, skete det vi desværre havde frygtet. Et af børnene blev taget med ud på toilettet og blev slået med en træpind. Selvom jeg havde forsøgt at forberede mig selv mentalt på, at det godt kunne ske, havde jeg ikke forventet det ville være så hårdt at være vidne til. Jeg er ualmindeligt glad for, at pædagogen ikke gjorde det foran os. Det er svært at acceptere og der er mange følelser der løber gennem kroppen. Personligt var jeg lige ved at græde, da jeg så hvor ulykkelig barnet var, da han kom tilbage til bordet. Jeg snakkede efterfølgende med Willie og de andre om episoden, hvilket hjalp lidt på det. Vi snakkede om, at vi skal huske at det er deres kultur, selvom det ligger så langt fra dansk kultur, at slå børn. Det er jo ikke fordi de er onde mennesker, de ved bare ikke bedre.... Desværre.
Derudover synes jeg stadig, at mængden af mad de søde børn skal indtage, er virkelig voldsom. Inden vi møder på arbejde, har de spist morgenmad. Op ad formiddagen skal de drikke et glas proteinmælk, også en lille time efter står den på frokost, hvor alle børnene, uanset alder, får serveret det samme. Frokosten skylder de ned med endnu et glas proteinmælk. Når de vågner fra middagslur, skal de efter eftermiddagsmad, som plejer at bestå af suppe eller nuddelsuppe. Ikke nok med at børnene får så meget mad, skal de også spise det hurtigere end de kan. Det er dagligdag at flere af børnene kaster op, fordi de skal spise deres mad så hurtigt. Hvis de ikke selv spiser deres mad hurtigt nok, kommer de over til en af pædagogerne, som giver dem resten i det tempo de ønsker. Hvis jeg ser et barn spise langsomt, vælger jeg selv at gå hen til det, og begynde at hjælpe, så de i det mindste kan spise det i moderat tempo. Men igår blev jeg bedt om at flytte mig. En lille pige var åbenbart alt for langsom, og kort efter kastede hun op. Det fik hun efterfølgende skæld ud over, og hun blev meget ked af det (det var første gang jeg havde set hende græde).
Men men men. Efter middagslur igår, og pigen var kommet i lidt bedre humør efter epidsoden til frokost, skulle vi se små tegnefilm på youtube. Jeg endte med at sidde sammen med den lille pige, og det var rigtig hyggeligt. Hun er MEGET stille, og jeg har kun hørt hende snakke når hun skal sige hun er kommet til morgensamling, eller når hendes mor henter hende. Men efter en times tid, hvor hun havde siddet med mig og set tegnefilm begyndte hun så småt at åbne lidt op. Vi havde noget plastik fra en flaske, som vi legede lidt med. Jeg pegede på et "7up" mærke, udtalte det, også sagde hun det bagefter. Det var SÅ sødt. Mit hjerte smeltede lidt :D Det er føles fantastisk, at vi er begyndt at mærke fremskridt hos mange af børnene. Nguyen (ham der muligvis har det sværest), er også begyndt at få øjenkontakt med os, og give highfives. Personligt synes jeg, at han smiler mere og virkere gladere.

Det var lidt om ugens forløb. :) Udover det går skønt på arbejde, hygger vi os også stadig i vores "lille" lejlighed. I weekenderne nyder vi godt af poolen, det gode vejr og lækker mad. Idag har Kine, Post og jeg slappet af ved poolen, hvor en der hedder Niamh kom forbi og drak en smoothie, hun kommer nok også forbi imorgen, hvis jeg ikke tager helt fejl. Hun er næsten lige kommet til HCMC og bor alene med sin kærestse, så hun er glad for vi gider hænge ud med hende. Hun er rigtig sød :) I aften skal vi til Phu My Hung og drikke en øl, sammen med Amy og Andrew. De har lige haft Amys far og hans kæreste på besøg i et par uger, så de mente de trængte til en øl. :D

Jeg savner alle jer derhjemme! Men jeg er glad for skype er opfundet. For et par dage siden modtog jeg en skype-video fra min mor. Tanken for mig til at smile, du er sku sød mamma! Vi har aftalt, at nu jeg ikke kan være med til den årlige påskefrokost, må vi lige familie-skype. Det glæder jeg mig til!!! Savner også alle mine piger, men jeg ved jo de allesammen er der når jeg kommer hjem.

Hav det skønt! Og nyd foråret for mig også. :)
Sheila

Der er allerede....

Gået en måned! Tiden flyver jo afsted..
Vi har det så skønt, vi griner en masse og hygger os i den grad. Jeg må indrømme, at jeg synes det hele indtil videre, er gået bedre end jeg nogensinde havde turde tænke på. Selvfølgelig er der nogle ting der kan være træls til tider, men det er ingenting når man tænker på alt det positive vi oplever hver dag.
Bliver stadig overrasket over, hvor søde, imødekommende og venlige langt de fleste er. Jeg håber helt sikkert at tage det med hjem til DK :)
Jeg håber at i bare spørger, hvis der er noget i vil vide. Så vil jeg prøve at besvare jeres spørgsmål bedst muligt.
Håber i har det skønt derhjemme. Savner jer alle.
Møs

Overrasket igen og igen

Igår var først dag vi ikke var ude det samme sted. Willie og Post skulle til distrikt 6, hvor Kine og jeg skulle til distrikt 2 (eller også var det omvendt, kan aldrig huske det). Nå, men i hvertfald ankommer Kine og jeg, efter en længere tur i taxi, til den rigtige specialskole. Vi blev taget imod ved indgangen af forskellige ledere og lærere, og de virkede glade for at se os.
Vi blev vist ind i et møde lokale, og der sad vi og fik en kop te og nogle danske småkager, som de havde købt i anledningen af vores besøg. Meget hyggeligt :) vi snakkede kort derinde (svært at forstå dem, da deres engelsk kun liiiiige rækker).
Efterfølgende blev Kine og jeg sendt to forskellige steder hen. Kine skulle ud og se nogle børn spille fodbold, og jeg skulle op og observere i en klasse. Børnene havde diagnoser som downs og autisme. Også var der udviklingshæmmede og et enkelt barn med store høre vanskeligheder. De var så søde! I starten sang de en lille klappesang, hvor de præsenterede deres navne for mig, og bagefter skulle de ellers bare lege.
Desværre var der knap nok noget legetøj børnene kunne lege med. Der var en lille kasse med legoklodser, men hvis alle skulle have var der måske kun to klodser til hver. Så de kom tit op og diskutere over hvem der skulle have klodser, også huggede de dem fra hinanden når de kunne komme til det. De ældste børn der var i klassen, gad ikke rigtig tage kampen op, virkede det som. De 1,5-2 timer jeg var der, sad de nærmest bare og kiggede, og ventede på at sove til middag. Der var børn fra 5-15 år.

Idag (dagen før min søde mors fødselsdag, og dagen før min ældste lillebror bliver svend), skulle vi møde op på National College of Education. Vi troede vi skulle op og høre et foredrag på små 3 timer, og måske snakke med nogle studerende. Dette viste sig dog IKKE ar være tilfældet. Vi havde misforstået hinanden, og faktisk var det os der skulle stå og fremlægge i 3 timer. Det kom fuldstændig bag på os, så vi undskyldte mange gange og spurgte om det var iorden vi hurtigt lavede en powerpoint, fandt er par billeder og holdet et knapt så langt foredrag. Ingen problemer. Vores oversætter var bare overrasket over vi overhovedet kunne nå at lave alt det, på små 10 min.
I klassen sad der nu ca. 50 førsteårsstuderende og ventede på vi skulle igang. Det var meget grænseoverskridende i starten, fordi man både skulle snakke i mikrofon og snakke engelsk samtidig. Men det endte med at blive vildt sjovt! Vi sang en dansk sang for dem, og de sang på vietnamesisk for os. De klappede hele tiden, og spurgte ind til vores uddannelse, systemet i Danmark osv :)
Rigtig fed dag! Imorgen står på english club. Også må vi jo se hvad det ender med ;)
Og nå ja, så har vi prøvet vores uniformer idag. Den består af et par lækre Adidas bukser og en tynd skjorte. En hvid skjorte til torsdag, og en gul skjorte til fredag! SÅDAN :D haha

Tillykke med imorgen, min søde mor og store lillebror. Jeg er ked af jeg ikke kan være der, men i ved jo nok hvorfor ;) tænker på jer.

KNUUUUUUUS herfra

Første møde med børnene

Et billede af den specialklasse vi skal være i, de næste 5 måneder, to dage om ugen (torsdag og fredag). I torsdags, skulle vi møde børnene for første gang, og vi startede med et intromøde, sammen med Mr. Anh og nogle af dem vi havde mødt i mandags. Der går ca. 10 børn i klassen, og vores hovedfokus skal være på 4 af dem. Khai, Nguyen, Bul (Quang) og Son. Vi startede med at blive præsenteret for Nguyen. Han er en dreng på 9 år. De mente, at Willies hovedfokus skulle være på ham, da han er en mand, og de mente det var det Nguyen muligvis har brug for. Efter vi havde skrevet notater færdige, skulle vi ud og observere børnene og møde dem for første gang. Der gik ikke lang tid, før de kom til os. Det virkede til, at det synes det var meget spændende, med besøg fra nogle nye mennesker. Pædagogerne i klassen, viste os de 4 drenge. Det gik hurtigt op for os, at de 4 drenge, er dem der har det sværrest i klassen (fra vores synspunkt i hverfald). Lidt senere gik vi ind i møderummet igen, og fik informationer om de resterende 3 drenge. Efterfølgende skulle vi observere og lege med børnene igen. Vi var ikke i tvivl om, hvem Son var. Vi havde fået den oplysning, at han gik og rystede med ting. Den første dag, stod han næsten kun nede bagerst i lokalet, med nogle klodser og en kasse af en art og rystede dem, eller ikke rystede - mere vippede frem og tilbage. Det er lidt svært at forklare. Vi havde næsten ingen kontakt til ham første dag, han virkede meget indelukket. Quang, som er hans rigtige navn, bliver kaldt Bul, og har svært ved at holde balancen, så hans gang er begrænset. Han har også svært at ved udtrykke sig, og har svært ved at holde koncentrationen, når der er fri leg - dog går det lidt bedre under frokosten. Khai leger mest for sig selv og er svær at få øjenkontakt med.
Dagen efter, igår, gik det bedre med kontakten til Son og Nguyen. Son satte sig imellem mig og Kine, og jeg rakte hånden frem til ham, og lod ham tage den, hvis han selv ville. Han tog den kort efter, og slap hurtigt igen. Et lille smil kom frem (han er så sød!!!). Jeg rakte hånden frem igen og rørte med min finger i hans håndflade (den var helt tør og ru, pga. hans rystegentagelser), og bagefter gjorde han det samme med min. Vi holdte lidt hånden, nogle gange og imens begyndte Kine at sige nogle af de ting der stod på hans tøj. Der stod "Monkey in the big city", som hun sagde samtidig med hun pegede på det. Ligeledes var der en "teddybear" på hans trøje, som hun også pegede på. Vi gentog det mange gange, og han synes det var sjovt. Han grinede faktisk. Han tog vores hænder og førte dem hen på hans trøje, hvor vi så sagde "teddybear". Det endte med han kom hen flere gange i løbet af dagen og tog vores hænder, og han gik også selv rundt og sagde "teddybear". Vi var meget overraskede over, hvor hurtigt kontakten til Son opstod, da han den forrige dag havde været meget indelukket. Det viser sig han faktisk er rigtig kilden, en lille puttetrold og elsker at blive aet og nusset i håret. Jeg glæder mig allerede til på torsdag, når vi skal møde alle de søde børn igen (selvom det er en meget lang dag;)) Nguyen har det også meget svært. Han bliver frustreret over små ting, og sidder tit for sig selv inde på stuen. Han kan ikke udtrykke sig med ord, så han siger kun lyde. Jeg så en af pædagogerne lavede klappeleg med ham tidligere på dagen, da han skulle falde lidt til ro igen. Da han sad alene på stuen, mens de andre lavede sangleg ude på gulvet, fik jeg øjenkontakt med ham et par gange. Jeg gik tættere på og klappede én gang. Han klappede tilbage og sagde en lyd. Jeg klappede igen og gik en smule tættere på, hvorefter han igen klappede tilbage. Jeg fortsatte til jeg til sidst sad lige foran ham, og jeg lavede en kort klappeleg med ham. Han gik kort efter, jeg tror han blev lidt utryg ved situationen. Men et skridt nærmere kom jeg da. Senere sad en meter væk fra mig og viftede med et slags slør (han kan godt lide at røre ved bløde ting) og da han lagde det tog jg det op og viftede det for ham. Han tog det og viftede med det igen, og vi viftede kort sammen.
Jeg har aldrig arbejdet indenfor specialområdet, og jeg kan mærke det bliver en stor udfordring. Men jeg kan mærke, at de små skridt vi har taget indtil nu, er en overvældende følelse. Og det giver mig håb. I næste uge skal vi forberede nogle aktiviteter, til de 4 drenge. Det bliver spændende!
Kunne skrive og skrive og skrive og skrive - men må hellere stoppe for nu. Jeg skal i bad og gøre mig klar til en tur ud i byen sammen med nogle venner hernede fra. Vi skal afsted med Nga, Marc, Oanh, Jack, Amy & Andrew. Mon ikke det bliver godt? Det tror jeg bestemt. De er skide søde
Vietnamesiske knus, Sheila

New Saigon - Hoang Anh Gia Lai

Vi har allerede været her i en 2,5 uge! Februar måned er gået mega hurtigt! Vi flyttede ind i den lejlighed, vi skal bo i de resterende 5 måneder, i tirsdags sidste uge. I den forbindelse har der været en masse problemer - blandt andet med betaling af husleje. Det viste sig at være rigtig besværligt at overføre via netbank, da deres kontonumre er anderledes end vores hjemme i DK. Vi fik "forhandlet" os frem til en måde, at ordne betalingen på. Kine og Louise har nogle søde forældre, der heldigvis godt kunne hjælpe os med at få betalt depositum - som vi skulle hæve i kontakter og give vores landlord (udlejer). Da man i det fleste ATM's (hæveautomater) kun kan hæve 2 millioner VND (ca 500kr) var det et større puslespil der skulle gå op. Vi kørte rundt og ledte efter ATM's hvor det var muligt at hæve op til 10 millioner. Det er desværre ikke særlig mange steder! Da vi så langt om længe fandt en, hvor det var muligt - var det kun én af os der kunne hæve, også var der ikke flere penge i automaten... Ud og lede igen :) Men det løste sig, heldigvis og vi fik alle hævet til sidst. Op med pengene til landlorden, og straks ventede næste problem - overførsel af huslejen (vi har betalt for alle 5 måneder på én gang, så problemet var at overføre så mange penge ad en gang). De to piger der hjælper os med at kommunikere med vores landlord, og som også har hjulpet os med at finde lejligheden, anbefalede at vi brugte Western Union til at overføre. Problemet var igen, at vi havde danske konti, så vi kunne ikke gøre det her i Vietnam. Kine snakkede med sine kæreste hjemme i DK, som heldigvis havde tid og lyst til at hjælpe os, med at overføre pengene for os fra Danmark. Endelig var det ude af verdenen :) Men, NU bor vi her, i New Saigon, Hoang Anh Gia Lai A17-07 (17. etage lejlighed 7) og det er skønt. Vi har altan, stue, køkken, en lille "altan" til vasketøj og med vaskemaskine, hver vores værelse og to badeværelser. Ca. 130kvm. Derudover er der fælles swimmingpool - lækker bonus efter en stegende varm dag! Det er dejligt ikke at bo lige i smørhullet længere - vores tidligere hotel lå på Bui Vien, nok det sted i HCMC der er allerflest mennesker. Herude er der dejlig stille (i forhold til Distrikt 1 - vi bor i distrikt 7 nu) - og luften er helt anderledes.
Nå, om noget lidt andet end lejlighedshalløj - så startede vi praktikken i mandags. Det var dog kun et møde på 1,5 time, hvor vi mødte diverse lærere, ledere og vores kontaktlærer Mr. Anh. De virker alle rigtig søde, venlige og imødekommende. Igår, tirsdag, havde vi fri og idag skulle vi møde de studerende der er i den English Club, vi skal være i de kommende 12 uger. De læser alle til engelsk lærere, og er lige et par år yngre end os. Det var også "kun" et møde på en times tid, hvor vi snakkede med hinanden og lærte hinanden lidt at kende. Vi har aftalt at ses med dem på lørdag, der vil de vise os rundt, og vi har snakket om at tage på Benh Thanh market (et marked vi har fået anbefalet os nogle af vores britiske venner hernedefra - Amy og Andrew) også måske drikke en drink/øl senere på dagen. Amy og Andrew er nogle Willie og jeg mødte på Cheeky Monkey (vores yndlings bar), og siden da har vi været i det kvarter de bor (5 min fra os), drikke en øl og snakket. Vi skal ses med dem senere på ugen også :) Jeg må indrømme, at jeg synes mange danskere kunne lære lidt hernede fra, i forhold til at være hjælpsom, sød og imødekommende. Det er virkelig sjældent man møder nogle der er negative hernede, og jeg kan mærke det smitter af. Jeg synes virkelig vi har grint meget - og det er skønt! Det får også tankerne væk fra savnet til venner og hjemme i Danmark. Jeg kan mærke jeg allerede er begyndt at føle mig hjemme her, i HCMC (undtagen når nogen stjæler min telefon ud af hænderne på mig - det var ret træls, godt man er forsikret!)
Vi har snakket om at besøge; Phu Quoc, Halong Bay, Nha Trang og Hanoi - google for at se billeder, nogle af stederne er virkelig smukke. Indtil nu har vi besøgt Monkey Island, virkelig sjov oplevelse. Se vores facebookside for at se en video derfra!
En lidt længere hilsen hernede fra - Sheila

Turen herned og de første par dage

Det var hårdt at tage afsked med familie og venner hjemme i DK. Da vi kørte op af rulletrappen, blev jeg helt i tvivl om det nu var det rigtige valg jeg havde truffet...
Da vi gik rundt i lufthavnen og ventede på at gå til gate, kunne man godt mærke, at vi alle synes det var meget hårdt. Efterhånden som vi begyndte at snakke om noget andet, blev humøret bedre. Da vi fløj til London Heathrow, havde vi en forventning om, at det ville være vildt kaotisk, men det var ligetil og nemt at finde den gate vi skulle flyve fra der. Fra London skulle vi videre til HongKong, en flyvetur på ca. 11 timer. Det var en rigtig hård tur! Heldigvis havde vi hvert sæde deres egen lille fladskærm, hvor man selv kunne vælge film, høre musik og spille spil. På flyet fik vi både aftensmad, og morgenmad inden vi landede, plus der var drikkelse inkluderet. Vi fløj med Cathay Pasific, og det kan klart anbefales! (Det skal lige siges, at Hongkong lufthavn, er enorm, der er over 500 gates, plus der er mennesker, alle vegne). Det var også dem vi fløj med fra HongKong til Ho Chi Minh City (HCMC). Det var SÅ skønt, da vi endelig ankom til Vietnam! Desværre mistede vi en kuffert undervejs, men der er håb endnu for st få den tilbage- den er højst sandsynligt blevet sat på et forkert fly i London. Vi krydser fingre! Vi tog en taxa fra lufthavnen til vores hotel (en video derfra kan ses på vores facebook side). Selvom man har hørt en masse ting om trafikken hjemmefra, er det noget helt andet at opleve det selv. Der er knallerter ALLE vegne! Vi regner også med at komme rundt på knallert senere hen, men først skal vi finde et fast sted at bo og se trafikken an. :)
De første par dage er gået hurtigt. Jeg elsker allerede at være her, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det er det rigtige valg jeg har taget. Vi nyder det vietnamesiske mad, der er så meget forskelligt at vælge mellem, de er meget venlige og pusler om en.
Det er lidt svært at vænne sig til valutaen, da den er så langt fra den danske, men det kommer nok hen af vejen. 20.000 VND er ca. 5 kr ;)
Det var lidt om turen og hvordan det er at være her - much more to come
Sheila

10 dage tilbage....

Vi har været til det sidste "møde" på skolen idag. Tanken om man skal afsted om 10 dage, giver et kæmpe sus i maven! Jeg ved det bliver mit livs største oplevelse - men jeg ved det bliver hårdt! Heldigvis er jeg jo så heldig, at skulle afsted med 3 skønne mennesker (også mine medstuderende) :) Man kan godt mærke efterhånanden, at det er lige ved at være. Det er svært at falde i søvn om aftenen, og det er svært at tænke på andet. De sidste 10 dage i Danmark, skal bruges på at hygge med venner, veninder og familien. Man får det næsten til at lyde som om, man aldrig kommer tilbage - men det gør man jo.
Dette er kun en brøkdel, af alle de ting der farer rundt i hovedet på én! - Men jeg ønsker alle en rigtig god aften :)
- Sheila

Velkommen til min blog! :)

På denne blog, vil i kunne følge mig undervejs i min 6 måneders udlandspraktik i Vietnam (HCMC) :)
Jeg vil løbende uploade faglige, men også personlige indlæg, billeder og meget mere.