Et billede af den specialklasse vi skal være i, de næste 5 måneder, to dage om ugen (torsdag og fredag). I torsdags, skulle vi møde børnene for første gang, og vi startede med et intromøde, sammen med Mr. Anh og nogle af dem vi havde mødt i mandags. Der går ca. 10 børn i klassen, og vores hovedfokus skal være på 4 af dem. Khai, Nguyen, Bul (Quang) og Son. Vi startede med at blive præsenteret for Nguyen. Han er en dreng på 9 år. De mente, at Willies hovedfokus skulle være på ham, da han er en mand, og de mente det var det Nguyen muligvis har brug for. Efter vi havde skrevet notater færdige, skulle vi ud og observere børnene og møde dem for første gang. Der gik ikke lang tid, før de kom til os. Det virkede til, at det synes det var meget spændende, med besøg fra nogle nye mennesker. Pædagogerne i klassen, viste os de 4 drenge. Det gik hurtigt op for os, at de 4 drenge, er dem der har det sværrest i klassen (fra vores synspunkt i hverfald). Lidt senere gik vi ind i møderummet igen, og fik informationer om de resterende 3 drenge. Efterfølgende skulle vi observere og lege med børnene igen. Vi var ikke i tvivl om, hvem Son var. Vi havde fået den oplysning, at han gik og rystede med ting. Den første dag, stod han næsten kun nede bagerst i lokalet, med nogle klodser og en kasse af en art og rystede dem, eller ikke rystede - mere vippede frem og tilbage. Det er lidt svært at forklare. Vi havde næsten ingen kontakt til ham første dag, han virkede meget indelukket. Quang, som er hans rigtige navn, bliver kaldt Bul, og har svært ved at holde balancen, så hans gang er begrænset. Han har også svært at ved udtrykke sig, og har svært ved at holde koncentrationen, når der er fri leg - dog går det lidt bedre under frokosten. Khai leger mest for sig selv og er svær at få øjenkontakt med.
Dagen efter, igår, gik det bedre med kontakten til Son og Nguyen. Son satte sig imellem mig og Kine, og jeg rakte hånden frem til ham, og lod ham tage den, hvis han selv ville. Han tog den kort efter, og slap hurtigt igen. Et lille smil kom frem (han er så sød!!!). Jeg rakte hånden frem igen og rørte med min finger i hans håndflade (den var helt tør og ru, pga. hans rystegentagelser), og bagefter gjorde han det samme med min. Vi holdte lidt hånden, nogle gange og imens begyndte Kine at sige nogle af de ting der stod på hans tøj. Der stod "Monkey in the big city", som hun sagde samtidig med hun pegede på det. Ligeledes var der en "teddybear" på hans trøje, som hun også pegede på. Vi gentog det mange gange, og han synes det var sjovt. Han grinede faktisk. Han tog vores hænder og førte dem hen på hans trøje, hvor vi så sagde "teddybear". Det endte med han kom hen flere gange i løbet af dagen og tog vores hænder, og han gik også selv rundt og sagde "teddybear". Vi var meget overraskede over, hvor hurtigt kontakten til Son opstod, da han den forrige dag havde været meget indelukket. Det viser sig han faktisk er rigtig kilden, en lille puttetrold og elsker at blive aet og nusset i håret. Jeg glæder mig allerede til på torsdag, når vi skal møde alle de søde børn igen (selvom det er en meget lang dag;)) Nguyen har det også meget svært. Han bliver frustreret over små ting, og sidder tit for sig selv inde på stuen. Han kan ikke udtrykke sig med ord, så han siger kun lyde. Jeg så en af pædagogerne lavede klappeleg med ham tidligere på dagen, da han skulle falde lidt til ro igen. Da han sad alene på stuen, mens de andre lavede sangleg ude på gulvet, fik jeg øjenkontakt med ham et par gange. Jeg gik tættere på og klappede én gang. Han klappede tilbage og sagde en lyd. Jeg klappede igen og gik en smule tættere på, hvorefter han igen klappede tilbage. Jeg fortsatte til jeg til sidst sad lige foran ham, og jeg lavede en kort klappeleg med ham. Han gik kort efter, jeg tror han blev lidt utryg ved situationen. Men et skridt nærmere kom jeg da. Senere sad en meter væk fra mig og viftede med et slags slør (han kan godt lide at røre ved bløde ting) og da han lagde det tog jg det op og viftede det for ham. Han tog det og viftede med det igen, og vi viftede kort sammen.
Jeg har aldrig arbejdet indenfor specialområdet, og jeg kan mærke det bliver en stor udfordring. Men jeg kan mærke, at de små skridt vi har taget indtil nu, er en overvældende følelse. Og det giver mig håb. I næste uge skal vi forberede nogle aktiviteter, til de 4 drenge. Det bliver spændende!
Kunne skrive og skrive og skrive og skrive - men må hellere stoppe for nu. Jeg skal i bad og gøre mig klar til en tur ud i byen sammen med nogle venner hernede fra. Vi skal afsted med Nga, Marc, Oanh, Jack, Amy & Andrew. Mon ikke det bliver godt? Det tror jeg bestemt. De er skide søde
Vietnamesiske knus, Sheila
Ingen kommentarer:
Send en kommentar